Sommer i Aalborg Fjordland

Rejefiskeri for hele familien

Aalborg Kommune rummer flere fine lokaliteter til spændende rejefiskeri for hele familien. Ved Klitgårds Fiskerleje og ved Staun Fiskerleje nærmest myldrer Limfjordens lave vand om sommeren med så mange rejer, at det er realistisk at fange til en rejemad eller to.

Rejefisketeknik og grej

Rejer fanges bedst med et rejestrygenet eller en rejehov med lige kant nederst, der kan skubbes eller stryges, som det hedder, hen over bunden. De små runde "dafnienet" som mange familier allerede er i besiddelse af kan sagtens bruges til fangst af små saltvandsdyr, men de er ikke så velegnede til rejefiskeri. Gode rejestrygenet eller rejehove kan købes i flere velassorterede grej- og garnbutikker. Det giver som regel fin fangst at vade og skubbe rejehoven mod strømmen, således at rejerne hvirvles op fra bunden og fanges i den udspilede netpose medstrøms.

Det er også en god ide at anvende vadesko for at undgå ridser under fødderne fra fjordens skaller og skarpe sten. Vades der uden redningsvest, må børn aldrig være i fjorden uden en voksen ved hånden. Limfjordens stærke strøm kan blive et farligt bekendtskab, så lær børn at de skal have respekt for vandet og passe på derude! Når først fjorden læres at kende, kan den til gengæld blive et stort skatkammer af herlige sommeroplevelser!
I Limfjorden kan der almindeligvis fanges to slags rejer. Hesterejer lever på lavt vand og sandbund, mens roskilderejer foretrækker områder med ålegræs og tang på lidt dybere vand. Især er ålegræsbælterne langs sejlrenden ofte den bedste fiskeplads, når roskilderejer skal i nettet.

Tilberedning af rejer - friske rejer smager bare herligt
Medbring en lille gryde, et lille gasblus eller en trangia (spritkoger) og vand og salt.
- Bring vand og lidt salt i kog og nedsænk rejerne få ad gangen, allerbedst i spilkogende vand. Det er spændende at iagttage når rejerne bliver røde af det varme vand.
- Kog rejerne i 5 minutter.
- Hæld vandet fra og hæld derefter koldt vand over rejerne.
- Lad rejerne trække ca. 10 minutter i koldt vand før de pilles.
Friskpillede rejer får smagen fremhævet med lidt frisk citron og kan nydes på lækkert brød.

En dag ved Limfjorden med rejer, glade børn, vand og solskin, kan samlet set blive en ganske stor naturoplevelse.

Se på hugorme - på De Himmerlandske Heder

Hvis du vil opleve et af Danmarks mest spændende krybdyr, hugormen, er det lige nu her i marts, du skal besøge De Himmerlandske Hedeer. Netop her føres du forbi flere af hugormens foretrukne levesteder, som er udyrkede, solbeskinnede arealer med et tæt plantedække, mindre hedearealer, klitter, strandenge, skovlysninger og moser. Når martssolen har skinnet i to til tre dage, kommer de første hanner frem fra deres vinterdvale og ligger ofte frit fremme på lune pletter tæt ved stien og suger varme til sig. I slutningen af marts og først i april følger hunnerne efter, og ofte kan du være heldig at se mindre klynger af hugorme samlet, der hvor solen har særlig magt.

Oplev altid hugorme på afstand

Det er både spændende og en lille smule farligt at gå på udkig efter hugorme! Børn skal lære, at de selvfølgelig ikke må røre ved hugorme men blot undres og glædes ved selve oplevelsen i en behørig sikkerhedsafstand, som er 2-3 meter. Hugorme hugger kun, hvis de føler sig truet, og mange mennesker er blevet bidt i et ubetænktsomt forsøg på at fange dem med hænderne, hvilket må frarådes på det kraftigste. For både børn og voksne gælder det altid om at være iført hugsikre gummistøvler.

Pas på din egen skygge og gå stille frem

Det er ret sjældent, at se hugorme ude i naturen, da de dels er godt camoufleret med deres brune, grå og sorte farver dels er meget sky, og fordi de lever meget skjult i vegetationen. Alligevel har du lige nu en stor chance, bare du bærer dig rigtigt ad! Da hugorme elsker sol og varme, er det klart at du først og fremmest skal satse på at få hugormeoplevelser i et strålende solskinsvejr. Vær også meget opmærksom på, hvor din egen skygge rammer jorden. Hvis en hugorm rammes af skyggen gemmer den sig som regel ret hurtigt. Undgå støj og hurtige bevægelser, da dette også kan skræmme hugorme. Se især efter hugorme i de små lune hedelavninger. Det er en god ide at medbringe et digitalt kamera med zoom for på afstand at fotografere hugorme, og på denne måde få sig et smukt visuelt minde med hjem!

Hugorme er fredede dyr

I Danmark blev alle krybdyr, herunder hugorme, fredet i 1981. Fredningen indebærer bl.a. at alle vildtlevende krybdyr ikke må indsamles eller slås ihjel.

Hugormegift og byttedyr

Hugormen er Danmarks eneste giftslange, men giften er først og fremmest beregnet til jagt og fangst af bytte. Når hugormen jager spiller den konstant med tungen for på denne måde at opfange duftstoffer, der fra tungen ledes til lugtesansen. På denne måde spores byttedyr som bl.a. er mus og firben. Når en mus ex. hugges og løber bort, søger hugormen videre ved hjælp af lugtesansen og finder byttet dødt, når giften har virket. På nært hold jager hugormen også ved hjælp af synet. Hugorme spiser også stålorme, frøer og kan plyndre mindre fuglereder for deres indhold. Hugorme er sågar set plyndre fuglereder i helt op til 2 meters højde. Byttet sluges helt og altid med hovedet først.

Hugormens naturlige fjender

Hugorme har selv mange fjender bl.a. musvåger, krager og pindsvin. Men også tamkatte, hermeliner, ildere og grævlinger fanger hugorme som bytte. Den farligste fjende af alle er nok mennesket, der i ubetænksomhed slår en hugorm ihjel.

Er hugormebid farlige for mennesker?

Mennesker reagerer meget forskelligt på hugormebid. Nogle reagerer slet ikke, mens andre bliver meget syge. Disse variationer kan skyldes mængden af indsprøjtet gift, personens alder, kropsvægt, bidstedet og graden af fysisk aktivitet efter biddet.
Det anbefales af Giftlinjen på Bispebjerg Hospital, at både børn og voksne observeres på et sygehus efter et hugormebid. Tag derfor på skadestuen, hvis uheldet er ude.

Kroppens reaktion på hugormebid

Ifølge Giftlinjen giver et hugormebid i de fleste tilfælde smerter og hævelse omkring bidstedet. Hævelsen kan tiltage hurtigt i de første par timer, og huden bliver efterhånden blåligt misfarvet. Hævelsen kan tage til i et par døgn efter biddet. Biddet kan også forårsage få alvorlige og almene symptomer som bleghed, mathed, ildebefindende, mavesmerter, opkastninger, hurtig og svag puls samt åndedrætsbesvær.

Hugormens feltkendetegn og forveksling

Hugormen er svær at forveksle med andre dyr og kendes fra ex. den sorte snog på den karakteristiske mørkebrune eller sorte stribe, der løber i zigzag fra hovedet og ned langs ryggen. Farverne er noget forskellige mellem han og hun. Hanner er normalt grå med sorte tegninger mens hunner er mere brunlige med en mørkebrun zigzakstribe. Hanner måler normalt omkring 40-55 cm og hunner mellem 50-70 cm.

Hugormen mangler snogens nakkepletter

En hugorm mangler også snogens tydelige gule, orange, eller hvide halvmåneformede pletter i nakken. Snogen er længere op til 100 cm og slankt bygget, mens hugormen er kortere og virker lidt kraftigere og mere robust bygget. Mens snogen har runde øjenpupiller kendes hugormen på sine lodrette pupiller. Snogen har glatte sorte skæl, mens hugormen er beklædt med ru, taglagte skæl på ryg og sider i brune og grå farver. På bugen har hugormen brede skæl, der når fra side til side, de såkaldte bugskinner, der virker som modhager, når slangen kravler eller svømmer.

Hugormens årscyklus kort fortalt

De første hanner vågner af dvale i marts og ses ofte solbade.
Sidst i marts og først i april vågner hunnerne og begynder en udvandring fra dvalestederne.
Hugormen skifter normalt ham 2 gange om året. Hanner skifter den første ham før parring, mens hunner skifter efter parring.
Parring sker på sommeropholdsstederne sidst i april eller i maj.
I august vandrer de gravide hunner til dvalestedet og føder normalt 7-10 unger.
Hugorme overvintrer enkeltvis eller samlet i store fælleshi i oktober-november.
Dvalestedet er underjordisk og ofte på sydvendte skråninger med et tæt isolerende dække af græs og urter.

Tag på snegletur i august

August er årets bedste måned for oplevelser med vinbjergsnegle og med indsamling til privat spisebrug.
Selv om vinbjergsnegle i 1991 blev fredede mod erhvervsmæssig indsamling, findes der imidlertid i Aalborg Kommune flere så "rige" lokaliteter med tusindvis af vinbjergsnegle, at det her er muligt at opleve vinbjergsnegle, og ganske bæredygtigt at indsamle et par håndfulde til privat spisebrug. Der findes gode indsamlingssteder i bakkerne øst for Halkær Mølle Naturcenter og i Vokslev Kalkgrav.

Vinbjergsnegle

Vinbjergsnegle er Danmarks største skalbærende landsnegl, med et hus på op til 5 cm's bredde. I modsætning til f.eks. vore store skovsnegle uden hus spiser vinbjergsnegle udelukkende planteføde. Især planter, der vokser på kalkskrænter er vigtige for vinbjergsneglen, der har brug for meget calcium til opbygning af huset på ryggen.
Det er utroligt spændende på ganske tæt hold at iagttage, hvordan vinbjergsnegle "rasper" grønne planter i sig, nærmest som havde de en lille høvl i munden.
Vinbjergsnegle er hermafroditter, altså både han og hun, men parrer sig alligevel og vælger på skift køn under selve akten. Alle parrede snegle lægger efterfølgende mellem 20-60 æg i små gruber i de øverste jord eller kalklag i juni og juli måned. Efter få uger klækker æggene til små sneglelarver med et ganske lille, næsten gennemsigtigt hus.
Vinbjergsnegle overvintrer lige under jordoverfladen og danner forinden et fast vinterlåg af kalk, der lukker sneglehuset. Vinbjergsnegle kan blive ganske gamle, omkring 6-8 år.

Klostre og vinbjergsnegle

Der hersker nogen tvivl om, hvorvidt vinbjergsnegle er naturligt forekommende i Danmark. Sikkert er det dog, at vinbjergsnegle blev meget udbredte af munke i middelalderen. De avlede snegle i klosterhaverne til spisebrug, og i munkenes fastetid var snegle en yndet spise, da de ikke regnedes som værende "rigtigt" kød. Også omkring mange herregårde og borge, blev der tidligere udsat mange vinbjergsnegle til senere
spisebrug. Det gamle danske navn voldsnegl henviser til, at det jo især er på volde og skrænter, vi finder vinbjergsnegle. Navnet "vinbjerg" kan henføres til sneglenes sikre naturlige udbredelsesområde, Mellemeuropas kalkrige bjergegne.
I Aalborg Kommune har tidligere råstofgravning efter ler og skrivekridt haft helt afgørende og meget positiv betydning for de meget store bestande, der i dag findes af vinbjergsnegle lokalt.
Sneglene har her nærmest fredet sig selv, da flere af råstofgravenes skrænter er så stejle, at kun snegle kan stå fast.

Gode vinbjergsnegle-lokaliteter

Nogle af de bedste oplevelses- og indsamlingslokaliteter i Aalborg Kommune, hvortil der er offentlig adgang er bl.a. Nordens Kridtgrav i Hasseris, Østerådalen Nord, Drastrup Skov sydvest for Aalborg, Kongshøj Skov, der ligger syd for Aalborg og Nørholm Skov vest for Aalborg ved den offentlige raste- og parkeringsplads.

Indsamling til spisebrug

Vinbjergsnegle må allertidligst indsamles i august, så vi er sikre på, at de voksne snegle har lagt deres æg og sikret kommende sneglegenerationer. Indsaml kun store veludviklede snegle med en husstørrelse på mindst 3-4 cm. Om dagen foregår indsamlingen allerbedst i øsende regnvejr. Efter flere ugers tørke gemmer sneglene sig og går nærmest i en form for tørkedvale. Indsaml kun det antal snegle, du kan spise. Når vinbjergsnegle spises som forret er 6-8 snegle til hver person rigeligt.

Sneglekasser

Lad sneglene gå et par dage i store solide trækasser med låg et skyggefuldt sted. Trækassens låg skal have lufthuller under sneglestørrelse. I kassen tømmer sneglene deres spiserør og tarm for affaldsstoffer.
Det er helt unødvendigt med salt og sand i kassen som beskrevet flere steder. Salt og sand er faktisk det rene dyrplageri.

Aflivning, afslimning og kogning

Sneglene aflives hurtigt og nemt i spilkogende vand. Kun et par håndfulde ad gangen. Efter et par minutter i kogende vand tages sneglene op med en hulske. Mens de stadig er lunkne, trækkes sneglenes snoede indvoldssække ud af huset med en lille to-tandet gaffel. Sneglene vendes på hovedet og indvoldssækkene klippes af med en skarp saks.

Herefter afslimes sneglene i flere hold kogende letsaltet vand. Der afskummes med en hulske undervejs. Når sneglene ikke afgiver mere slim, skylles de en sidste gang i et dørslag under rindende vand. De enkelte snegle skrubbes let med en lille børste for de allersidste slimrester.
De rensede snegle koges færdige i lidt suppe sammen med løg, gulerodsskiver, laurbærblade, persillerod, salt, peber og evt. lidt timian. Koges 2-3 timer ved svag varme. Efter afkøling kan større portioner fordeles i frostposer og indfryses i suppelagen. Det er en god ide at indfryse i portioner, der passer til 6 personer, ca. 40-50 stk.
Sneglehusene sorteres og renses. Kun hele huse uden rester af indvoldssækken kan genbruges. Resten kasseres. Efter skylning og rensning med en lille børste koges husene 30 minutter i vand tilsat lidt opvaskemiddel. Herefter skylles det enkelte hus grundigt under rindende vand og bages helt tørt i en ovn ved 200 grader. Husene afkøles og er herefter klar til genbrug.
Tilberedning af forkogte vinbjergsnegle og snegle i hus
1 eller 2 snegle lægges i hvert hus, der stilles med åbningen opad i et ildfast fad halvfyldt med groft salt.
Oven i hvert hus lægges en god klat hvidløgs- eller persillesmør. Varmes i en ovn ved 225 grader i 10 minutter og serveres rygende varme med friskbagte flutes, der dyppes ned i husene under spisningen.

Bogen "Vinbjergsneglen" af Hugo Mikkelsen fra forlaget Pinus er intet mindre end en lille perle med alt om dette spændende dyr. Bogen rummer bl.a. afsnit om biologi, historie, opdræt - og mange fine opskrifter.

Tag på brændevinstur i Halkær Ådal

I august er det højsæson for indsamling af vilde blomster, blade, rødder og bær til krydring af brændevin. Kombinationen af en frisk travetur og indsamling af vilde brændevinsurter undervejs, kan lige nu give den interesserede en ganske særlig og langtidsholdbar naturoplevelse.

Bevar naturoplevelsen - Sæt den på brændevin!

Når den hjemmekrydrede brændevin senere på året nydes ved et veldækket bord, lunt og hyggeligt inden døre, er det spændende at opleve, hvordan brændevinens krydrede og aromatiske dufte nærmest gendanner sensommerens naturoplevelse, og hvordan tankerne ofte ledes tilbage til krydderurternes voksested i naturen.

Sikre brændevinsrecepter - til inspiration og eftertanke

Perikon og Almindelig røn, er to sikre bud, når du vil lave din egen brændevin.

Prikbladet perikon
Perikon er nem at kende på sine 35-50 cm høje oprette stængler med en top af gule blomster. Blomsterknopper og -stængel har små sorte prikker. Prøv at mase en blomsterknop mellem to fingre, indtil den røde farve viser sig. Holdes bladene op mod lyset er det muligt at se små hullede perforeringer, der i øvrigt forklarer perikons latinske navn - Hypericum perforatum. Pluk kun "ikke udsprungne" blomsterknopper direkte ned i et lille glas med skruelåg. Udsprungne blomster kan ikke anvendes. Glasset fyldes 1/3 med blomsterknopper og der overhældes med Brøndums snaps.
Trækketiden er herefter 14 dage et mørkt sted. Filtreres dernæst gennem en tragt med the- eller kaffefilter. Essensen fortyndes slutteligt i forholdet 1:5 med ren Brøndums snaps (den klare).
Perikonsnapsen skal herefter modne i mindst 6 måneder før den er helt afrundet i smagen og drikkeklar.

Almindelig røn
Pluk kun højrøde og helt modne bær til brændevinsformål. Bærrene kan med fordel plukkes direkte ned i frostposer, da bærrene får en mere afrundet smag efter et par dage i en dybfryser. Efter optøning fyldes glas med skruelåg halvt op med rønnebær der overhældes med klar Brøndums snaps.
Trækketiden er herefter mindst en måned, gerne længere tid et mørkt sted. Filtrér herefter essensen og fortynd evt. lidt op med ren Brøndums snaps (igen den klare), således at rønnebærrenes udsøgte bittersmag bliver mild. Kan med fordel lagres 3-4 måneder for at få en mere afrundet smag. Rønnebærbrændevin får en fin rødgul farve og er særdeles velegnet at servere til f.eks. en vildtfrokost.

Perikonbrændevin er sundt for sjælen
En enkelt perikon-dram eller to smager ikke bare godt, men er også sundt for sjælen!
Perikonblomsterknopper indeholder et rødt farvestof med hypericin der, udtrukket i brændevin, er et virksomt lægemiddel på flere områder. Perikonbrændevin kan bl.a. bruges som et middel mod mave- og tarmbesvær, ligesom den skal være virksom mod karkramper, fordi kapillargennemstrømningen øges. Kan også drikkes som et virksomt antidepressivt og opkvikkende middel. Alene brændevinens dybrøde farve er et opløftende syn.

Johannesurt, mandsblod og djævelens flugt
Ifølge flere skriftlige kilder har perikon været anvendt som lægeplante siden oldtiden. Den romerske kejser Neros græske læge kaldte planten for mandsblod. Navnet johannesurt kan henføres til legenden, der beretter, at perikon spirede frem af de bloddråber, der faldt fra Johannes Døberens afhuggede hoveds tunge, da Herodias stak i den med en nål. Denne tunge, der så ofte havde talt hendes mand Herodes Antipas dristigt imod.
En anden legende beretter, at det var blodet fra den korsfæstede Kristus, som fik planten til at vokse frem. At perikon også ved gnidning afgav en duft som røgelse, gjorde i folketroen planten så stærk, at den kunne drive den onde selv på flugt - derfor tilnavnet: djævelens flugt.

Rønnebærbrændevin som lægemiddel
Siden middelalderen har rønnebærbrændevin været anvendt som et helsebringende lægemidddel. Flere kilder nævner rønnebær som middel mod især mavegener, gigt, nyresten og skørbug.
Allerede i bronzealderen for over 3000 år siden tillagde vore forfædre rønnetræet en meget stor og nærmest hellig betydning. Flere gravfund dokumenterer at rønneved, i form af små tryllepinde, lagdes i kvindegrave til den sidste rejse.
Især veddet fra såkaldt flyverøn, dvs. rønnetræer, der er sået højt til vejrs af fugle i klipperevner og i toppen af store træer, tillagdes særlig stor kraft og betydning.
Gennem tiderne er flyverønnens ved i det hele taget blevet anvendt som værn mod alt det onde, som kunne ramme beboelseshuse, husdyr og redskaber. Også Jesu kors skulle være tilvirket af rønneved.