Nibe - ægte købstadsidyl
Den smukke, gamle by ved Limfjorden; med hyggelige huse, snoede gader og maritim stemning på havnen.
Der er mange muligheder for en aktiv ferie ved fjorden, vest for Aalborg. Her finder du gode fiskevande, smukke cykelruter, skønne vandreruter og mange andre sjove aktiviteter. Og fjordens vand er så rent at der sagtens kan bades.
Aalborg Fjordland, området vest for Aalborg langs fjorden, byder på masser af spændende og sjove oplevelser for store og små.
Hvad har I lyst til?
Aalborg Fjordland opleves måske allerbedst på cykel. Er du til stejle bakker eller flade enge? Til fjordudsigt eller hedelandskab? Til forhistoriske dinosaurer, jernalder eller vikingetid? I Aalborg Fjordland kan du opleve det hele inden for korte afstande, og ved at cykle på stier og småveje uden ret meget trafik.
Foto:Destination Nord
Tre skiltede cykelruter fører dig forbi de smukkeste udsigtspunkter og kulturhistoriske seværdigheder, gennem spændende natur og på besøg i hyggelige landsbyer i Aalborg Fjordland. De tre cykelruter har udgangspunkt i landsbyen Sebbersund. Her er der mulighed for at parkere, benytte toilet, fylde vanddunken og sågar lave mindre reparationer på din cykel. Flere steder på ruterne er der mulighed for overnatning på primitive overnatningspladser, camping eller B&B, så der er god mulighed for at bruge et par dage i området.
Klik her for folder med kort og yderligere beskrivelser (.pdf)
Aalborg Fjordland er et oplagt mål for en cykeltur fra Aalborg. Turen er perfekt til en weekendtur med en eller to overnatninger. Men der er oplevelsesmuligheder nok til flere dage, og gode muligheder for fx at fortsætte videre ad Limfjordsruten rundt om hele Limfjorden.
Du kan komme til og fra Nibe ad to forskellige cykelruter, så der er god mulighed for at variere turen. Den nationale cykelsti Limfjordsruten (regional cykelrute 12) går fra Aalborg centrum langs Limfjorden over Nørholm og til Nibe. Bjergbanestien, følger derimod den nedlagte jernbane mellem Nibe og Godthåb/Svenstrup. Fra Svenstrup er der cykelsti det sidste stykke vej til eller fra Aalborg. Bjergbanestien er det meste af vejen en sti uden biltrafik, og er derfor et oplagt valg, hvis du er på tur med børn.
Begge cykelruter er ca. 25 km.
Vokslev Kultur- og Natursti har udgangspunkt ved Huul Mølle og Vokslev Kalkgrav, hvor der er masser af både natur- og kulturhistorie at opleve. Her er både mulighed for at gå en kort tur på stenmelsstier rundt om de dobbelte mølledamme og langs den smukke Binderup å, og for en mere strabaserende tur over storkebakken og på istidsskrænten ind til landsbyen Vokslev. Her kan du udover bjergtagende udsigter også opleve kalkskrænter, hvor du kan finde fossiler – og se spor efter dinosaurerne.
Turen omkring mølledammene er ca. 500 m. og er egnet for små og store, som ikke er så let til bens og måske har en klapvogn eller rollator med.
Vandreturen til Vokslev er ca. 2,5 km., og går på flere strækninger med trampestier og med krævende stigninger. Den er ikke egnet for klapvogne mv.
Læs mere om Vokslev Kultur- og Natursti og se folder
De Himmerlandske heder er en lidt skjult perle, men ikke desto mindre rig på smukke udsigter, spændende natur og kulturhistoriske spor. Her finder du en 20 km lang skiltet vandrerute, som er for den trænede vandrer – der gerne søger lidt væk fra alfarvej.
Bemærk, at det det ikke er en rundstrækning, og der ikke er offentlig transport i området. Hvis ikke du går ruten som et led i en længere vandretur, er du derfor nødt til at have planlagt afhentning, når du når frem. Det er selvfølgelig også altid muligt at gå et stykke ud og hjem af samme rute.
Ruten går på lange stræk ad små trampestier og gamle vognspor på de lyngklædte heder, og kræver at du er godt gående. Ruten er ikke egnet for klapvogne mv.
Læs mere om De Himmerlandske Heder og se folder
I området ved landsbyen Halkær findes flere lokale vandreruter, og her er også mulighed for at deltage i guidede vandreture med en lokal guide.
Vandreruterne er ikke skiltede, men oversigtskort og beskrivelser, findes på Halkær Kro og Kulturhus’ hjemmeside. Her kan du også booke guidede vandreture, og læse om de andre spændende muligheder, som det frivilligt drevne kulturhus også tilbyder. Ruterne findes i forskellige længder og på forskelligt underlag. Flere af dem kan fint forceres med klapvogne mv.
Bag Halkær Mølle findes desuden en afmærket rute ad bl.a. en snæver hulvej, til det måske smukkeste udsigtspunkt over hele Halkær Ådal. Underlaget er krævende og du deler stierne med får og kreaturer, så husk godt fodtøj. Og måske en kop kaffe til at nyde på udsigtsbænken på toppen.
Ruten er ikke egnet for klapvogne mv.
Aalborg Fjordland byder på mange gode steder at fiske, både i fjorden, åer og put & take søer som Himmerlands Fiskepark. Før du hiver fiskestangen frem er det dog nødvendigt at have papirene i orden. Er du mellem 18 og 65 år, skal du indløse fisketegn, inden du drager ud i naturen med fiskestangen. Det gælder også de frie fiskepladser.
Køb fisketegn og læs mere om reglerne på NaturErhvervstyrelsens hjemmeside
Du kan vadefiske efter bl.a. havørred og hornfisk rigtig mange steder langs Limfjorden. Særligt ved Sebbersund, Klitgårdsfiskerleje og Nørholm er der gode fangstmuligheder. Det er gratis at fiske fra kysten, du skal blot indløse fisketegn.
Find de gode fiskepladser på lystfiskeri.dk og læs mere om mulighederne på Nibe Campings hjemmeside.
Ved Halkær Mølle Naturcenter finder du en 1,4 km lang fiskesti, hvor der er frit fiskeri i Halkær å. Her kan du fiske efter bl.a. bækørred og havørred.
I den sydligste ende af stien, finder du desuden en handicapvenlig fiskeplads, hvor det er let at parkere og komme til åen, hvis du er gangbesværet – eller måske har små børn med.
Nibe- og Halkær Bredning er et rigtig godt valg for en tur i havkajak. Her er beskyttet og afvekslende farvand med mange holme og små øer, og et meget rigt fugle- og dyreliv, som du kan komme helt tæt på, når du glider gennem vandet. Her er blandt andet gode muligheder for at opleve pibeænder, knortegæs, knopsvaner og spættet sæl. Husk også at få fiskestangen med, måske du kan fange en havørred til aftensmaden, mens du ror af sted.
Der findes i hele Limfjorden et net af primitive overnatningspladser, som du kan komme roen-de til, og det gælder selvfølgelig også i Aalborg Fjordland. Her finder du kystnære overnatningspladser i Nørholm, Halkær og Staun, og midt i det hele ligger Nibe Camping, hvor du kan ro direkte ind på stranden – og måske få dig et tiltrængt brusebad, vasket og tørret tøj og andre bekvemmeligheder. På overnatningspladserne i Nørholm og Halkær er der shelters, og i Staun finder du to små røde fiskerhuse indrettet som overnatningshytter.
Bredningen er mange steder lavvandet og med mange små rev, og det kan derfor være en god ide at medbringe et søkort, inden du lægger fra land.
Hvis du kommer til Aalborg Fjordland med kajakken på taget, og enten vil tage en dagstur eller lade området være udgangspunkt for en længere tur, er der mulighed for at parkere bilen og få kajakken i vandet ved lystbådehavnen i Nibe. Andre steder isætningssteder kan være Sebbersund, Staun Havn eller Halkær Å (ved den primitive overnatningsplads Halkær Voldsted). Husk at parkere, så du ikke generer beboere og daglige brugere.
Foto:Destination NORD
Stand up paddleboards kan både bruges til leg og badning, og til længere ture hvor det særlige kystlandskab kan opleves fra den smukkeste side. SUP er dog også et meget vindfølsomt fartøj, og du skal derfor vælge dine SUP-steder med omhu – og altid tjekke vejrudsigt og vindforhold inden du padler ud.
Du kan starte din tur mange steder langs fjorden. Men særligt ved Sebbersund er der rigtig gode forhold. I Halkær Bredning (inden for dæmningen) finder du et meget beskyttet og trygt farvand.
Er vejrforholdene og din erfaring til det, kan du padle under dæmningen og videre ud i Nibe Bredning og Limfjorden.
Start turen ved Sebber Kulturbrugs (Brogade 17). Her er parkering, offentligt tilgængeligt toilet, bord og bænkesæt, og mulighed for at spule dit board ved den lokale grejbank når, du er færdig.
Husk, at parkere hensynsfuldt og at respektere, hvis der er arrangementer i Kulturbrugsen.
I Aalborg Fjordland er der både pladser dig der vandrer eller cykler, sejler i havkajak og dig der bare gerne, vil have familien med på tur.
På www.udinaturen.dk finder du en oversigt over alle pladserne
Sætter du pris på et morgenbad og mulighed for at bestille rundstykker til morgen, så er Nibe Camping et fremragende valg. Nibe camping ligger midt i Aalborg Fjordland, og er et godt udgangspunkt for ture i området. Eller som et supplement til de primitive overnatninger.