Aahøj Retreat

Feinschmeckerens guide til kystbyen Sæby

Foto: Rasmus Palsgård

Madanmelder Rasmus Palsgård også kendt som Feinschmeckeren har været på weekendtur til Nordjylland. Her kan du læse om hans tur til Sæby. Læs videre for at finde ud af, hvordan Essens Gaarden formåede at overraske selv den mest erfarne smagskender.

af Rasmus Palsgård 

Rasmus Palsgård

Foto:Nicklas Ingemann

Om Feinschmeckeren

Rasmus Palsgård er uddannet journalist, og har siden 2011 skrevet fast om mad og drikkevarer på feinschmeckeren.dk. Udover at skrive om mad, er Palsgård også glad for at lave mad. I 2016 var han finalist i MasterChef. Palsgård er ligeledes juryformand for den danske jury i den nordiske guide 360 Eat Guide. Guiden, som ranglister de bedste restauranter i Norden, adskiller sig fra andre guides ved at have bæredygtighed som sit vigtigste fokus.

Overraskende hotelophold i Sæby

Jeg vil lade det være sagt med det samme: Jeg vidste ikke meget om Sæby på den nordjyske østkyst, før denne ekskursion fandt sted. Sæby er lige som Skagen en yndet ferieby om sommeren, men ellers ved jeg ikke meget om byen, da kursen er sat. Det samme gælder for det lille hotel ved navn Aahøj, hvor jeg skal tilbringe natten. Udefra ligner det en almindelig villa, men indenfor åbenbarer det hyggeligste lille hotel med 10 værelser sig. Det er Kamilla Vinter Hofmann, der ejer og driver stedet, og det gør hun mod stor forståelse for at give sine gæster en unik oplevelse.

Aahøj

Foto:Rasmus Palsgård

Hotellets hjerte er den hyggelige pejsestue, hvor morgenmaden serveres. Den byder på nøje udvalgte produkter fra blandt andre Sæbys slagter, friskbagte boller, hjemmelavede marmelader og meget mere.

Hotel Aahøj

Foto:Rasmus Palsgård

Man kan ligeledes selv forsyne sig i baren med diverse drikkevarer. Hotellet er ikke bemandet alle døgnets 24 timer, og derfor bygger alt dette på tillid, og med al den hjertevarme, som stedet og Kamilla Vinter Hofmann byder på, løber man selvfølgelig ikke om hjørner med nogen her.

 

Hotellet føles ikke som et hotel – nærmere som at komme på besøg hos nogen, og det kan noget helt særligt.

Noget andet, der kan noget særligt, er den lille sauna, som Kamila Vinter Hofmann har fået bygget i haven. Her kan man sidde og svede med udsigt til åen neden for haven, og trænger man til et koldt gys, har Kamilla Vinter Hofmann fået bygget en lille plateau med en trappe, så man hurtigt kan komme under vandet og op igen – virkelig hyggeligt. Kommer man på disse kanter, kan jeg ikke anbefale et besøg her varmt nok – det er en af den slags små perler, man ikke lige falder over, men som man ville ønske, at man kendte til.

Aahøj Retreat

Foto:Rasmus Palsgård

Mesterligt madteater på gammel gård

OBS - Essens Gaarden har en pop-up restaurant på Havnegade 7A, 9900 Frederikshavn. Essens Gaarden på Hestvangsvej 14, 9900 Frederikshavn holder midlertidigt lukket. 

Og bedst, som jeg troede, at der ikke kunne komme flere overraskelser, er det blevet tid til middag. Hotel Aahøj har ikke aftenservering som sådan, men hvis gæsterne ønsker det, får Kamilla Vinter Hofmann kokken Tonny Kristensen til at kokkerere. Sådan bliver det ikke i aften – i stedet for kommer vi til ham. Hans primære forretning er nemlig Essens Garden, som ligger 10 minutters kørsel fra Hotel Aahøj i retning mod Frederikshavn. Han overtog gården for et par år siden og har omlagt jorden til økologisk dyrket frugt og grønt, som fint rækker til, at Essens Gaarden kan være selvforsynende med disse råvarer.

Essens Gaarden

Foto:Rasmus Palsgård

Kød og fjerkræ kommer fra gode kolleger i området, og således byder Essens Gaarden på vaskeægte lokal mad. Den byder dog på meget mere end det. Stedet afvikler alskens former for selskaber, hverdagsaftener med simple retter, pizzaaftener og deslige. Den helt store attraktion, som er den, vi skal opleve, er ”Fredag på gården”, der bedst kan beskrives som et gennemført madteater i flere akter. Jeg vil ikke afsløre for meget, for det ville ødelægge oplevelsen, men jeg kan sige så meget, at vi er langt hinsides den gængse krooplevelse, man måske forestiller sig, at man går ind til.


 

Krondyr på Essens Gaarden

Foto:Rasmus Palsgård

Vi bliver ført gennem et klædeskab, som var vi i en scene i Narnia, og på den anden side står Tonny Kristensen klar med champagne og appetitvækkere, som han har gemt rundt omkring.

Derfra byder aftenen på den ene overraskelse efter den anden, efterhånden som vi bliver ført fra drivhuset til laden og videre op i hemmelige rum, som man ikke opdager, medmindre man ved, at de er der. Menuen er omfattende og selvfølgelig baseret på de førnævnte råvarer, og der er virkelig smag i retterne, som befinder sig på et meget flot niveau. Vinmenuen sammensættes også af Tonny Kristensen og består af et blandet arsenal af flotte vine, som han har samlet til sig i tidens løb.

Tomatsuppe ved Essens Gaarden
Foto: Rasmus Palsgård
Dessert Essens Gaarden
Foto: Rasmus Palsgård

Denne oplevelse tog virkelig fusen på mig i den bedst tænkelige forstand, og hvis du går og drømmer om en unik spiseoplevelse inden for landets grænser, er der ingen vej uden om en tur til Essens Gaarden.

Farvel og tak

Det er blevet morgen dagen derpå. Kamilla Vinter Hofmann har tændt saunaen, så jeg kan nå et hurtigt visit oven på den skønne morgenmad. Det er – med en vis mængde vemod – blevet tid til at tage afsked med det nordjyske. Da jeg tager plads i loungen i Aalborg Lufthavn, forsøger jeg at fordøje de mange indtryk, turen har budt på. Nogle gange behøver man ikke at flyve langt væk hjemmefra for at få store oplevelser. Det kan du overveje, næste gang du skal på eventyr.