Grindsted Plantage
Grindsted Plantage er en bynær plantage ved Brønderslev, som byder på gode gåture og unikke naturoplevelser.
Brønderslev er en hyggelig nordjysk købstad, kendt for sin gæstfrihed, smukke natur og rolige atmosfære. Byen ligger centralt i Vendsyssel og fungerer som en ideel base for at udforske Nordjyllands mange oplevelser.
Brønderslev er måske bedst kendt for Rhododendronparken – Nordeuropas største af sin slags – hvor tusindvis af blomster i foråret skaber et farverigt syn. Byen har desuden en levende handelsgade, charmerende caféer og en spændende kulturhistorie.
Byens unikke kendetegn og varemærke er Hedelund Rhododendronpark, i daglig tale kaldet Rhododendronparken, der med mere end 10.000 planter er Nordeuropas største af sin slags. Her kan man i maj og juni opleve et orgie af farver og dufte, når mere end 130 sorter står i fuldt flor.
Parken blev anlagt i 1994 i en allerede eksisterende park fra 1890, så i dag kan man slappe af under 100 år gamle bøgetræer. Man kan nyde sin medbragte kaffe eller madkurv, mens man betragter den store sø med sine hvide broer og de mange ænder og svaner, der skaber en idyllisk stemning.
Foto:@diana_aud
Et mindre gågadeområde nær Banegårdspladsen udgør Brønderslevs centrum. Herfra spreder Søndergade, Vestergade, Nørregade og Østergade samt hovedgaden Bredgade, der forbinder den gamle, romanske kirke med den nye kirke fra 1922, sig ud.
Er I interesserede i kirkekultur, så er både Brønderslev Ny- og Gamle Kirke et besøg værd. Sidstnævnte er opført i 1150 af granitkvadre og har altertavle og prædikestol i renæssancestil fra ca. 1600. Nord for kirken findes en særpræget skovkirkegård, der er enestående i Danmark.
Brønderslev og omegn byder på skønne naturoplevelser for både vandrere og cyklister. Området er præget af åbne landskaber, frodige skove og rolige stier, der gør det nemt at komme helt tæt på naturen.
For vandrere er der flere idylliske ruter, blandt andet i Store Vildmose, hvor man kan opleve det særlige højmoselandskab, sjældne fugle og vidtstrakte vidder. I Rhododendronparken kan man nyde en mere afslappet gåtur i smukke omgivelser, mens Lunken og Jyske Ås byder på kuperede skovområder og fantastiske udsigtspunkter, som både er for vandrere og cyklister.
Tag på tur ad de små landeveje, forbi marker og søer, eller følg Hærvejsruten, der snor sig gennem Vendsyssel og indbyder til både kortere og længere ture.