Mountainbike-entusiastens guide til Nordjylland

Foto: Nicolaj Suhr

Nordjylland er et paradis for mountainbike entusiaster. Få Nicolaj Suhrs guide til forskellige ruter i Nordjylland og indblik i, hvorfor han synes, at Nordjylland er en af de bedste cykeldestinationer i Danmark.

At opleve Nordjylland på to hjul kan klart anbefales. Cykelsæsonen varer næsten året rundt, hvis du er lidt frisk, og i regionen er alt meget godt tilrettelagt for dem, der ønsker at transportere sig rundt ved egen kraft. Men vil du have nogle af de helt fantastiske cykeloplevelser, bør du uden tvivl bevæge dig ud i naturen.

Lige præcis det har vi talt med en af Danmarks største mountainbike-entusiaster om – og han har ikke bare gode råd og tips til de ”vildeste” cyklister, som jagter ”sorte spor”, men er mindst lige så optaget af, at ”cykling er for alle” – og alle aldersklasser. Nicolaj Suhr er uddannet cand. mag og arbejder til dagligt som forfatter og ledelseskonsulent. Men i fritiden er det cykelturene, ofte med hans børn, der er i centrum.

- For 20-25 år siden var jeg semiprofessionel inden for MTB-cykling. Efterfølgende har jeg i mange år undervist i sporten, men det der blev klart for mig var, at det var virkelig vanskeligt at vurdere de enkelte spor og hvor krævende, de var. Derfor begyndte jeg – sammen med mine børn – at filme sporene med go-pro og drone. Tanken bag projektet var at give et visuelt udtryk med stemning og naturbilleder, og målet var, at disse stemningsvideoer på 1-2 minutter skulle give en bedre forventningsafstemning, og dermed cyklisterne en bedre helhedsoplevelse, forklarer Nicolaj Suhr.

Tjek Nicolajs Instagramprofil.

Foto:Nicolaj Suhr

Nordjylland – vildt og smukt

Nicolaj Suhr lægger ikke skjul på, at han vurderer Nordjylland som værende en af de bedste cykeldestinationer i Danmark – uanset om det skal være vildt – eller bare smukt.

- Det unikke med cykling i Nordjylland er, at du har det hele indenfor overskuelig afstand. Og det gælder uanset, om du er til vilde cykel-spor og stier eller rolige oplevelser på to hjul. Kører du i skoven, er du inviteret ind i en verden, du normalt ikke besøger, og det er det, jeg synes, er så fantastisk med cykling i skoven. På stierne kan du køre som på en knivspids gennem skoven – og med den vilde natur lige ved siden af, siger han.

Normalt er single-track-sporene opdelt i farvekategorier, hvor de grønne er for nybegyndere, de blå er relativt enkle, de røde er middel-vanskelige og de sorte er meget vanskelige. Derudover kommer banestier og grusveje, som ikke byder på tekniske udfordringer, men bare gode oplevelser. Sammen med Nicolaj Suhr har vi sammensat de bedste tips og råd til cykling i Nordjylland. Vær dog klar over, at der selvfølgelig findes mange flere.

Find inspiration til din egen MTB-tur og læs mere om MBT-sporene.

Foto:Nicolaj Suhr

Løjperne med adrenalinrush

Drages tankerne mod sorte og røde farver, når snakken bevæger sig ind på MTB-cykling? Så bør du se nærmere på følgende tips fra Nicolaj Suhr.

Bjergby: Bjergby, lige nord for Hjørring, er en lille perle, som byder på fantastiske og vilde oplevelser. Her har entusiaster bygget et rødt og brutalt spor med meget tekniske op- og nedkørsler samt broer i trækonstruktioner og en egen cykelpark.

Poulstrup Sø ved Aalborg: Poulstrup Sø er et unikt sted med røde og tekniske op- og nedkørsler med både kløfter og hop. Poulstrup byder desuden på et helt fantastisk og storslået naturområde i form af et særligt hedelandskab.

Lundby Krat ved Aalborg: I Lundby Krat ved Aalborg får du MBT-cykling for alle pengene. Her finder du single-track-stier i den røde og sorte kategori, som byder på vanvittige oplevelser for dem, som har de fornødne tekniske kompetencer. På turen rundt får man desuden nogle fantastiske udsigtspunkter.

Drastrup ved Aalborg: Er du til sorte løjper, bør du lægge turen forbi Drastrup i nærheden af Aalborg. Her er hele grusgraven omdannet til en stor legeplads for MBT-cyklister, hvor de dygtige virkelig kan få lov til at udfolde sig.

Skagen: Skal det være brutalt? I Skagen møder du en verden af sand, hvor de vilde kan hygge sig med sporene, der ligger i sandklitterne. Her er det MBT-cykling på naturens præmisser, og man må kæmpe med underlaget, som er svært at styre.

Tversted: Elsker du grønne bregner og blødt mos? Sporet i Tversted er et unikt og smukt naturspor – her er der lækre sorte og røde løjper – men faktisk også grønne og blå til dem, som ønsker sig et lidt mere roligt alternativ.

Slotsved ved Sindal: Her byder naturen på mangfoldige MTB-oplevelser. Helt fra det udramatiske grønne til det brutale sorte. Og så lige en lille cykel-park i tillæg!

Tornby ved Hirtshals: Ifølge Nicolaj har Tornby plantage et af Danmarks bedste MBT-spor – en god blanding af stier og naturspor. Noget er udfordrende, men det vil stadig være muligt for mindre erfarne at køren sporet, da der er plads til at ”hoppe” af cyklen undervejs.

MTB-cykling – se alle sporene her.

Foto:Nicolaj Suhr

Singletrack for de fleste

Vil du stadig gerne køre på småstier og have nogle udfordringer undervejs? Her er sporene for dig, der synes, at MTB-cykling er sjovt, men ikke har store ambitioner om at bevæge dig ind på de røde eller sorte spor.

Sæby: Lidt udenfor Kattegat-byen Sæby mellem bakker, slotshaven og åen, findes et virkelig smukt MTB-spor. Her kan alle være med på den blå sti, men ønsker man lidt mere adrenalin, vil det nogle steder være muligt at køre ind på den røde sløjfe.

Frederikshavn: I Frederikshavn ved Bangsbo skov får man en kort, men kuperet cykeloplevelse. Turen går blandt andet op til områdets højeste punkt, hvor man får en fabelagtig udsigt ud over Kattegat – og ikke mindst er det særdeles spændende, at man rent faktisk kører direkte over de historiske militærbunkere.

Hammer Bakker: Skoven, der ligger cirka 10 kilometer nord for Aalborg, byder på Nordjyllands længste sammenhængende spor. Her får man et blåt og flot MBT-spor – med nogle røde spor – men samtidig en stor skov med massevis af muligheder for at køre en lang tur på grusvejene.

Bagterp ved Hjørring: I Bagterp plantage, lidt syd for Hjørring, findes et blåt spor, som rent teknisk er overkommeligt for de fleste. Sporet har imidlertid også en mindre rød sløjfe, et mere teknisk flowspor, for de som tør det.

Aalborg – Hvorup militærområde: Nord for Aalborg ligger militærområdet Hvorup, som også er en blå sti – og i vanskelighedsgrad sammenlignelig med Bagterp i Hjørring. Sporet i Hvorup indeholder imidlertid lidt mere sand – noget som altså kan forøge vanskelighedsgraden.

Kongshøj ved Aalborg: Kongshøj i Aalborg er også et MTB-område for «de fleste» - her er der anlagt et nyt flowspor samt en ”slange”, og undervejs er der desuden mulighed for at vælge en rød sløjfe.

Singletracker – find dit næste spor her.

MTB på rampe

Foto:Nicolaj Suhr (@family_biking)

Cykling for alle

Sidst, men så absolut ikke mindst: Skal cykelturen være lidt mere til den ”bløde” side, er der mange gode forslag – og dette er naturligvis også ture, der passer godt for hele familien.

Jyske Ås: Ønsker du at cykle på skovstier og lidt mindre stier, er Jyske Ås et godt valg. Det store område strækker sig fra Dronninglund i Syd til Østervrå i nord og byder på massevis af natur, men ikke officielt anlagte MBT-spor.

Hærvejen: Cykelturen langs Hærvejen går fra Frederikshavn i nord og hele vejen ned igennem landet. Hærvejen er på alle måder en særdeles smuk rute med virkelig gode cykelforhold.

Banestier: En anden speciel oplevelse er at cykle langs en af banestierne i Danmark. På RailTrails er det muligt at planlægge den ønskede rute, og her kan man være helt sikker på at slippe vanskelige og tekniske udfordringer undervejs.

Frederikshavn-Skagen: Ønsker du at cykle til Nordjyllands nordligste punkt, så vurder turen fra Frederikshavn til Skagen, hvor der er flotte cykelruter og smuk natur – en ”top” oplevelse på flere måder.

Tjek Nicolajs Instagramprofil.