Ålbæk Havn
En hyggelig havn, hvor man kommer tæt på naturen og fra havnen kan se den jyske kyst omfavne Kattegat.
Ålbæk fik sin havn i 1931.
Ålbæk Havn er meget idyllisk og besøges om sommeren af mange lystbåde. Det er en kommunal havn, men driften af den foretages i dag af en såkaldt brugergruppe.
Lige op ad havnen ligger kilometervis af ren sandstrand (blåt flag vajer) både mod nord og syd - så der er masser af muligheder for badeferie.
Udstrakt service for sejlerfolket, bl.a. nye toilet- og badefaciliteter, samt vaskemaskine og tørretumbler, 10 minutters gang til Ålbæk bymidte, hvor der er gode indkøbsmuligheder.
På havnen er der også en fiskehandler, hvor du har mulighed for at købe friskfanget fisk til middagsbordet. Hvis du har lyst burger ellers pommes frites, skal du ikke lede længe, da der også findes en grillbar på havnen. Ålbæk Havn tilbyder også gæster muligheden for selv at grille, med udsigt til både havn og strand.
Trods havnen er omringet af strand og natur, behøver du ikke føle dig afskåret, da havnen tilbyder adgang til Wifi.
På havnen ligger også et mindre værft, som for nyligt har fået nyt ejerskab. Værftet tilbyder reparation af både og lignende opgaver.