Ålbæk Havnebad
Besøg Ålbæk Havnebad, hvis du ønsker en unik friluftsoplevelse, der kombinerer naturoplevelse og socialt fællesskab. Øverst på saunaen er en udsigtsplatform, hvorfra du kan nyde en enestående panoramaudsigt.
Saunaens konstruktion er inspireret af et skib, så den falder godt ind i miljøet på havnen. Langs saunaens sydside er en mahognibænk til udendørs brug. Denne placering giver en fornemmelse af at være ombord på et skib med udsigt over molehovederne og Ålbæk bugt.
Fra saunaen er der kun udsigt over havet, så varmen kan nydes til fulde med en skøn udsigt. Hvis du ønsker mere udsigt, så smut en tur på udsigtsplatformen, hvor der er fuld udsigt over Ålbæk bugt fra Skagen mod nord til Frederikshavn mod syd. Der er brusere med både koldt og varmt vand, så der er god mulighed for både at blive nedkølet eller varmet op afhængig af årstiden.