©  Foto:

Bangsbo Skovene

En smuk bøgeskov på cirka 100 hektar med et rigt dyre- og fugleliv, hvor flere forskellige ruter kan tage dig med på en skovtur.

Bangsboskoven er et kendt og meget besøgt kommunalt skovområde i Frederikshavn Kommune, hvilket giver god mening, når vi kigger på områdets historie, natur og faciliteter. Du kan nemt bruge en hel dag i dette skønne område!

Du kan nyde den vidunderlige natur, historiske bygninger, udsigtpunkterne, stierne, naturlegepladsen og ikke mindst freden og idyllen. Derudover kan du i skoven også opleve dyreliv, da dyrene færdes frit i den indhegnede del af skoven kaldet Bangsbo Dyrehave. Læs mere om Bangsbo Dyrehave.

Skoven byder også på en naturlegeplads med overdækket madpakkehytte med borde og bænke samt grill (medbring selv trækul) og bålplads, hvor medbragt mad kan tilberedes og nydes.

Det smukke område er altså helt oplagt, hvis du ønsker en dag i skoven, også hvis du er til en hyggelig gåtur, en løbetur eller en tur på mountainbike.

5 skønne ruter i Bangsbo-området

  • Gul rute er 2,3 kilometer
  • Rød rute er 2,7 kilometer
  • Blå rute er 5 kilometer
  • Kongestien er 8 kilometer
  • Dronningestien er 3 kilometer

To af ruterne Blå rute og Dronningestien går forbi Pikkerbakken, hvor det er oplagt at tage en pause og nyde den smukke udsigt ind over byen og havnen.
Læs mere om ruterne og andre faciliteter.