Dronninglund Slot
Se det flotte slot, som ligger i de smukkeste omgivelser
Det smukke hvide slot, der ligger i skønne omgivelser i det østlige Vendsyssel, er lukket for offentligheden, men kan stadig nydes udefra.
I dag består Dronninglund Slot af et unikt slotskollektiv, gymnasiekollegium, kunstnerkollektivet og køkkenhave. Dronninglund Slot er i tre etager, hvor man i stueetagen finder Slotskælderen og Pejsestuen. På 1. salen forefindes Den Blå Sal, to spisestuer og to tårnværelser og 2. salen har slottets største spisestue og et tilhørende tårnværelse.
Historie
Dronninglund slot var oprindeligt et nonnekloster, idet Benediktinerne omkring år 1100 oprettede Hundslund Kloster, som det hed dengang. Over tid blev klostret både meget anset og rigt og ejede over 100 gårde, som det blev tildelt af Dronning Margrethe den Første.
Da Hundslund Kloster under reformationen kom til at tilhøre kronen, blev stedet efterfølgende givet til flere kendte lensmænd. I 1690 overtog Christian den V’s dronning, Charlotte Amalie, godset og gav det dets nuværende navn, Dronninglund. Siden blev Dronninglund givet videre til andre i kongeslægten, grever og konsuler, hvor flere restaurerede og tilføjede mere til Dronninglund såsom haven.