Jul på Dorf Møllegård
Har du altid drømt om at opleve en jul som i de gode gamle dage, hvor julen bare var lidt mere jul?
Beliggende på naturskønne Jyske Ås finder du en nordjysk perle ved navn Dorf Møllegård. En møllegård, der sagtens kunne have været med i de gode gamle Morten Korch film og dannet rammerne om idylliske øjeblikke. For idyl er lige præcis hvad gården summer af - især ved juletid.
Tag en rejse tilbage i tiden og oplev julen, som den blev fejret i 1930, på den stemningsfulde Dorf Møllegård. Den 14.-15. december 2024 fra kl. 10-16 kan du nyde en julepyntet møllergård, hvor husmoderen bager æbleskiver på det gamle komfur, der kan købes og nydes i de hyggelige stuer.
Der vil være boder med julegaver, julepynt, dekorationer og de klassiske brændte mandler, samt oplæsning af julefortællinger fra 1930. Tag et billede af børnene i en gammel kane – perfekt til din Instagram!
Børnene kan også deltage i sjove aktiviteter som at finde ud af, hvilken slags nisse de er, lede efter forsvundne skovhavenisser eller hjælpe med at løse et julemysterie.
Livet på en møllegård
På Dorf Møllegård, der er en del af Museum for Forsyning og Bæredygtighed, kan du i deres faste udstilling i det arkitekttegnede stuehus komme med på en rejse, der fortæller om livet på en møllegård gennem århundreder. Derudover kan du også opleve en vaskeægte gammeldags vand- og vindmølle samt den hel fantastiske natur.
For mere information om Jul på Dorf Møllegård, kan du klikke her