Grøn oplevelse
©  Foto:

Kunsten Museum of Modern Art Aalborg

Kunsten er et moderne kunstmuseum og et oplevelseshus, hvor hele familien kan gå på opdagelse i kunst og kreativitet.

Oplev skiftende særudstillinger med danske og internationale kunstnere og kom med til foredrag, koncerter, guidede ture, mv.

Kreative workshops

Børn og familier kan desuden dykke yderligere ned i museets udstillinger i det kreative værksted, hvor de med hjælp fra stedets værter selv kan udfolde deres kreative evner – inspireret af de udstillede kunstnere.

Kulinarisk kunst og kaffe

Når der er brug for et hvil, byder Brasserie Kunsten byder på både kaffe, kage og kulinarisk kunst.

Køkkenchefen ændrer jævnligt menuen, så den tager udgangspunkt i sæsonens råvarer. Han sanker selv urter i de nærliggende skove, mens øvrige råvarer så vidt muligt købes lokalt – hos håndplukkede landmænd, fiskehandler og slagter.

Populært springvand

I museets grønne skulpturpark er bl.a. museets efterhånden ikoniske springvand: Et kunstværk med titlen Water Pavilion, skabt i 2011 af Jeppe Hein. På lune dage er det ikke unormalt at se børn hoppe rundt mellem vandstrålerne, der skifter placering med korte intervaller – og man ved aldrig, om man klarer frisag, får det kolde gys eller for en kort stund spærres inde af vandvægge.

Arkitektur i verdensklasse

Den hvide marmorbygning fra 1972 er som det eneste museum uden for Finland tegnet af den verdensberømte finske arkitekt, Alvar Aalto.

Oplev den unikke arkitektur og byggeriets mange fine detaljer i stort perspektiv fra Skulpturparken og indenfor i de fem udstillingssale. Overalt er materialevalget enestående – lige fra specialdesignede Aalto-lamper af kobber i loftet til marmor på gulv og ydermure.

Aftenåbent tirsdag-torsdag

Kunstens åbningstider tillader dig at besøge deres udstillinger om aftenen og tage del i en række spændende aktiviteter efter kl. 17. Uanset om du fx vil være kreativ, høre spændende oplæg og debatter eller lære nyt om kunstens verden.

Læs mere om Kunsten – Museum of Modern Art Aalborg.

Grøn rejse med bus og tog i Nordjylland

Det er nemt at komme rundt i Nordjylland med offentlig transport. Planlæg din rejse med bus, tog og Plustur på rejseplanen.dk.