©  Foto:

Rebildfest

Siden 1912 har mange tusinde mennesker hvert år fejret den amerikanske uafhængighedsdag i Rebild Bakker. I forbindelse med Rebildfesten afholdes der i Aalborg en række arrangementer.

4. juli festligheder i Rebild og Aalborg

I 1912 erhvervede en kreds af danske immigranter i Amerika godt 100 tdr. land af det dejlige naturområde mellem Rold Skov og Lindenborg å. Ved den første Rebildfest, der blev holdt samme år, blev naturparken skænket til det danske samfund, og lige siden er 4. juli, Amerikas uafhængighedsdag, blevet fejret hvert år i Rebild af mange tusinde mennesker, såvel emigranter og deres efterkommere som danske borgere.

Rebildfesten er et udtryk for taknemmelighed mod det statssamfund, som modtog over 300.000 danske immigranter, og traditionen fastholdes for at styrke venskabsbåndene mellem USA og Danmark.

Traditionsrig Rebildfest

Stars and Stripes og Dannebrog vajer side om side i det naturlige amfiteater i Rebild Bakker. Musik, underholdning, fællessang samt taler af prominente amerikanere og danskere er udtryk for de bånd, som knytter USA og Danmark sammen.

Blandt tidligere hovedtalere ved Rebildfesten hører medlemmer af den danske kongefamilie, den forhenværende amerikanske præsident Richard M. Nixon, Walt Disney, Richard Chamberlain og mange flere.

Se det fulde program for Rebildfesten

Læs mere om Rebildfesten