Sebber Kirke
I Himmerland ved Sebbersund ligger Sebber Kirke, en kirke, der i middelalderen blev anvendt som benediktinsk nonnekloster, hvilket stadig kan ses i kirkens arkitektur i dag, særligt i kirkens skib.
Sebber Kirke er beliggende ved Sebbersund og har en fantastisk udsigt ud over Halkær Bredning, kirken menes at skulle være fra 1200-tallet, hvor kirken oprindeligt var et benediktinsk nonnekloster.
Oprindeligt et nonnekloster
Rummet som i dag anvendes som skib, er det oprindelige kloster. Dengang var kirken i to etager, hvilket man stadig kan ane indvendigt i kirken, idet man kan se resterne af de egebjælker, der har båret etageadskillelsen. Derudover kan man på sydmurens øverste del se rester af beboernes indmurede skabe i form af udsparede felter. I det nuværende kor havde klosterets 12 nonner deres gudstjenesterum, hvor til klosterets prior havde privat indgang gennem sydmuren.
Det oprindelige kloster indebar refektorium (spisesal), kapitelsal (samlingssal) og dormitorium (sovesal).
Fra kloster til sognekirke
Ved reformationen i 1536 kommer klosteret til at tilhøre kronen og frem mod slutning af 1500-tallet er der ikke længere nonner i klosteret. Klosteret overdrages i 1581 til Oluf Brockenshuus, hvorefter klosteret ombygges til en sognekirke. Fra denne tid stammer kirkens døbefont og krucifikset der hænger på kirkens nordvæg.
I 1600-tallet blev kirken forsynet med tårn og våbenhus. Kirkeklokkerne, som stadig anvendes i dag, blev hentet fra Arendal i Norge. Kirkens altertavle er fra 1750. Derudover blev kirken forsynet med pulpitur tværs over kirkens vestlige ende i 1700-tallet.
Den 11. december 1955 overgik kirken, efter 400 år som herremandskirke, til sognet og dets meninghed. Kirken fremstår i dag som en smuk kirke med en lang historie og er derfor et besøg værd.
Læs mere om Sebber Kirke på deres hjemmeside…