Street art - El Mac - Nordvestvej 31
El Mac er en af vor tids helt store gadekunstnere og en decideret superstjerne inden for sin genre. Han har blandt andet lavet albumcover for bandet No Doubt og et portræt af selveste Barack Obama.
El Mac er født og opvoks et i Los Angeles, hvorfra han henter meget inspiration. Specielt den store og komplekse sammensætning af mexicansk og amerikansk kultur, der findes i Los Angeles, har sat sine spor i den kunst El Mac udarbejder.
På hjemmebanen i Los Angeles kaldes hans street art for ”The heart and soul of Los Angeles”. Rent teknisk er El Mac i en klasse for sig selv: Han sprayer med dåsens sprayhoved og fryser dåserne ned undervejs, så trykket i dem falder, hvilket gør det sværere at male, men samtidigt giver det helt rigtige look.
Magisk street art af El Mac
Vidste du, at El Mac's værk på hjørnet af Nordvestvej og Annebergvej i Aalborg er et fotografisk analog negativ? Præcis som negativerne så ud før i tiden.
Har du en iPhone, så tag et billede af vægmaleriet og vælg: Indstillinger -> Generel -> Tilgængelighed -> Tilpasning af skærm -> Inverter farver -> klassisk inverter. Herefter opstår magien, og billedet bliver 'fremkaldt'.
At El Mac har beriget Aalborg med sin kunst er stort, men at han hele to gange har gæstet byen og efterladt et af de imponerende vægmalerier er noget nær en sensation. Du kan finde det smukke maleri ”Purity of Heart” på Nordvestvej 31 og ”Our Lady of Aalborg” på Urbansgade 30. Kan du ikke få nok af de imponerende malerier, kan du besøge Galerie Wolfsen på Tiendeladen 6, der har en samling af den berømte kunstners malerier.
Læs mere om El Mac...