Skagen i Nordjylland

Shopping i Skagen

Foto: Mette Johnsen

Skagen er shopping på toppen, i enhver forstand. Her finder du alt, hvad der hører sig til et klassisk handelsliv, krydret med spændende og indbydende specialforretninger og eksklusive mærkevarebutikker.

I Skagen er der mode, kunsthåndværk og design for alle pengene; foruden et overflødighedshorn af udsøgte specialiteter.

Brugskunst og design 

Keramik, tøj, smykker m.m., alt sammen bæredygtigt, finder du hos laøhlé, og er du til ægte fransk, så er Bellevue Vintage sagen. I Laurentius kan du gå på opdagelse i en verden af gastronomisk køkkengrej, og i en række butikker kan du dyrke tidens helt store trend, keramik. 

Mode

Pier 1, få meter fra havnekanten, har mode til både ham og hende, og det samme gælder Mop Shop Design og mode. I Number Nine kan du vælge mellem de skønneste brands, og i tøjbutikken Benedikte Utzon er der fokus på modetøj og designertøj til damer.

Delikatesser

Delikatesser fra Vin, Sprit & Deli Centralen, den berømte Skagen Skinke fra Slagter Munch, mad og vin for feinschmeckere hos Holte Vinlager, og så måske lidt til den søde tand fra Bolcheriet eller Krages Bageri. I Skagen er der skruet op for nydelsen.