Restaurant Holger

Feinschmeckerens guide til Skagen

Foto: Rasmus Palsgaard

Madanmelder Rasmus Palsgård også kendt som Feinschmeckeren har været på weekendtur til Nordjylland. Her kan du læse om hans tur til Skagen. 

Af Rasmus Palsgård

Rasmus Palsgård

Foto:Nicklas Ingemann

Om Feinschmeckeren

Rasmus Palsgård er uddannet journalist, og har siden 2011 skrevet fast om mad og drikkevarer på feinschmeckeren.dk. Udover at skrive om mad, er Palsgård også glad for at lave mad. I 2016 var han finalist i MasterChef. Palsgård er ligeledes juryformand for den danske jury i den nordiske guide 360 Eat Guide. Guiden, som ranglister de bedste restauranter i Norden, adskiller sig fra andre guides ved at have bæredygtighed som sit vigtigste fokus.

Effektivt via Aalborg Lufthavn

Fra min bopæl i København kan man komme til Nordjylland på flere måder. Jeg har tidligere rejst med tog, men jeg må indrømme, at jeg virkelig synes, at flyruten mellem København og Aalborg fungerer upåklageligt. Det er særdeles bekvemt at komme til og fra Aalborg Lufthavn, som er lille og aldrig overrendt. Det betyder, at du ved landing er hurtigt ude af lufthavnen, og ligeledes kan du ankomme relativt kort tid i forvejen, fordi sikkerhedskontrollen altid kører gnidningsløst i den nordjyske lufthavn. Man kan selvfølgelig leje bil i Aalborg Lufthavn, og det er, hvad jeg gør i denne omgang. Godt 10 minutter efter at være landet sidder jeg i min lejebil med kursen mod Skagen – det kalder jeg effektivitet!

Wellness og kunsthistorie i Skagen

Skagen kan være mange ting. Om sommeren er det (delvist) et feststed med fuld fart på i døgndrift, mens Danmarks nordligste by uden for sæsonen tilbyder al den fred og ro, du kan drømme om. Det ene er ikke nødvendigvis bedre end det andet, men personligt er jeg stor tilhænger af sidstnævnte scenarie – at komme ned i gear og suge til sig af Skagens smukke natur og spændende kulturhistorie, særligt præget af de legendariske malere, som har slået sine folder netop her.

Jeg begynder imidlertid mit besøg i Skagen lidt uden for byen på Color Hotel Skagen. Hotellet ejes af Color Line, og hotellets primære forretning skabes i samspil med netop færgeoverfarterne mellem Norge og Danmark, som leder mange nordmænd til Skagen og dermed Color Hotel Skagen. Det skal imidlertid ikke afholde andre fra at lægge vejen forbi, og selv om hotellet måske ikke nyder samme berømmelse som eksempelvis Ruths Hotel, er det afgjort et besøg værd. Jeg lagde vejen forbi til en tidlig afprøvning af aftenmenuen samt et besøg i hotellets udendørs wellnessområde. Hvis vi begynder i sidstnævnte afdeling, lykkedes den til fulde med at få mig ned i gear. Der er den store sauna med kig over hotellets swimmingpool såvel som boblebadet, hvor man kan sidde på en kold dag og nyde kontrasten mellem det varme vand og den friske brise over vandoverfladen.

Således opløftet og afslappet er det tid til at besøge Restaurant Holger, som hotellets restaurant hedder. Her sidder man godt i Wegners Y-stol og kan vælge mellem à la carte og restaurantens sæsonmenu bestående af tre, fire eller fem retter. Jeg prøver sidstnævnte og bliver ført gennem en menu bestående af velsmagende serveringer, der begynder med delikat rimmet lyssej med hjertesalat, sellerichips og hummermayonnaise efterfulgt af en saftig kyllingeterrin toppet med sprødt skind, stegt lever, gule beder og en intens sauce baseret på kyllingefond og masser af smør. Til de første par retter plukker jeg hvid bourgogne fra vinkortet i form af Mercurey “Clos Rochette” 2016 fra Domaine Faiveley, som byder på en flot balance mellem fedme, fadnoter og forfriskende citrus og grønne æbler.

Restaurant Holger

Foto:Rasmus Palsgaard

Restaurant Holger

Foto:Rasmus Palsgaard

Restaurant Holger

Foto:Rasmus Palsgaard

Hovedretten består af oksemørbrad, pommas anna med trøffel, en kroket med oksehale og en stegt portobellosvamp. Alt er saftigt og flot smagt til med blandt andet timian og citronskal, som løfter den kraftigt smagende ret til et flot niveau. 

Desserten står egentlig på chokolade, men da jeg først spotter crêpe suzette på à la carte-menuen, er der ingen vej uden om den ikoniske pandekagedessert, som selvfølgelig flamberes ved bordet og smager rigtig godt.

Et besøg på Color Hotel Skagen byder på bundsolid mad på et flot niveau, og vinpriserne er fair. Jeg kan afgjort anbefale et besøg her – især med tid afsat til at nyde freden i wellnessafdelingen.

Klassisk fransk på Brøndums Hotel

Som navnet antyder, kan man også overnatte på Color Hotel Skagen, men jeg har allerede en anden aftale ikke så langt derfra, nærmere betegnet på Brøndums Hotel. Her har mangt en maler og digter siddet over et godt måltid og noget lækkert i glasset, siden hotellet blev åbnet af Erik Brøndum i 1859. Kong Christian X og dronning Alexandrine havde deres egen private afdeling på hotellet gennem flere år af deres levetid, og den dag i dag er hotellet fortsat et yndet sted at tilbringe sin fritid, hvad enten det er i højsæsonen eller i de mere stille måneder. Hotellet er indrettet i klassisk badehotelsstil. Der er hyggeligt og nydeligt, men vær opmærksom på, at toilet og bad ligger på gangen – håndvask har man dog på værelset. Jeg skal dog skynde mig at nævne, at jeg ikke på noget tidspunkt møder nogen, når jeg skal i bad eller på toilet, så man skal ikke frygte kø eller lignende.

Med det på plads er det tid til at sætte sig til bords i restauranten. Jeg begynder med et glas champagne og delikate snacks i form af østers med olivenolie og kaviar, agurk med kammuslingtatar og mere kaviar, sprød polenta og slutteligt en luftig gougère med trøffel og comté – så er vi i gang!

Brøndums Hotel tilbyder en tastingmenu såvel som à la carte. Jeg prøver sidstnævnte for at opleve nogle af de klassiske retter, som har tegnet den stærkt fransk inspirerede restaurant gennem tiden. Jeg begynder med madam Brøndums fiskesuppe. Den byder på to slags hvid fisk, der svømmer i en fuldfed suppe kogt på fiskeben mættet med masser af fløde og dildolie. Smagen er dyb og intens, og portionens størrelse indikerer, at man ikke skal frygte at gå sulten fra bordet.

Forretter brøndums

Foto:Rasmus Palsgård

At det ikke bliver tilfældet for mit vedkommende, bliver slået fast med syvtommersøm, da det er tid til peberbøf. Et flot stykke oksemørbrad med en finmasket fedtmarmorering færdiggøres på klassisk vis ved bordet med flambering i cognac efterfulgt af udarbejdelsen af selve saucen med fermenteret peberpaste, oksefond og masser af cremefraiche. Herligheden serveres med pommes fondant, stegte karljohansvampe og masser af trøffel. Saucen bliver naturligvis stående på bordet til høflig selvbetjening – point i bogen for det!

Finalen er – for anden gang i dag – crêpe suzette. Det er ikke overgået mig før, men min forkærlighed for netop denne dessert gør, at jeg allerede glæder mig igen. Endnu en gang rulles flamberingsvognen ind, og der flamberes – traditionen tro – både i appelsinlikør og cognac. Den tilhørende vaniljeis er cremet og byder på masser af vaniljesmag. Stopmæt ruller jeg fra bordet og går til køjs i den behagelige seng på værelset.


 

Brøndums Hotel
Foto: Rasmus Palsgaard
Brøndums Hotel
Foto: Rasmus Palsgaard

Læg vejen forbi Grenen

Efter et have besøgt den glimrende morgenmadsbuffet, er det tid til at sige farvel til Brøndums Hotel for at køre mod Aalborg. Inden da lægger jeg dog vejen forbi Grenen – selve spidsen af Danmark, som om sommeren er proppet med turister bevægende sig mod spidsen af Grenen, hvor Skagerrak og Kattegat mødes. Uden for sæsonen er der til gengæld fredeligt, og jeg nød stilheden og historiens vingesus med blandt andet de mange bunkere på stranden og ud for kysten, som minder en om de mere dramatiske hændelser, der har udspillet sig netop her.

Grenen

Foto:Rasmus Palsgård