Nordmændene er tilbage
I Aalborg har man set langt efter de norske turister under pandemien, da de normalt fylder rigtig godt op på byens hoteller, restauranter og i gågaderne. Men nu - efter næsten 2 år - er nordmændene endelig tilbage i byen.
I 2019 var der hele 141.000 norske overnatninger i Aalborg - og med et gennemsnitligt døgnforbrug på 2.800 kr. per norsk turist har det kostet flere hundrede millioner, at der næsten ikke har været norske gæster i byen i henved 2 år. I de sidste 3-4 uger er nordmændene dog endelig strømmet til:
- Nu er det ganske vist. Nordmændene er tilbage i gaderne. Både de og vi har ventet på det længe, men det er nu ganske tydeligt, at der er hul igennem til Norge, og vi får meldinger fra såvel hoteller som fra detailhandlen om, at vores norske broderfolk virkelig er tilbage i byen. Vi har markedsført os massivt i Sydnorge i de seneste uger, og nu kan vi glædeligt konstatere, at det giver kroner i kassen i Nordens Paris, siger adm. direktør Tonny S. Thorup fra Destination NORD.
Storbymarkedsføring i Norge
Aalborg har sammen med de øvrige 3 danske storbyer fået tildelt særlige midler til markedsføring, fordi rejserestriktioner på nærmarkederne som følge af corona-pandemien i særlig grad har ramt byernes omsætning. Der har således kørt intensiv markedsføring i det sydnorske siden uge 40, og det kan især mærkes hos Aalborg Storcenter:
- Vi har under normale omstændigheder en stor andel af norske gæster, som lægger mange penge på alt fra dagligvarer til tøj og elektronik. Ofte kører de lige fra færgen ned til os og handler og tager måske et smut til midtbyen eller på hotel derefter. Nu ser vi igen mange norske nummerplader på p-pladsen og hører masser af norske stemmer i Storcentret. Vi er glade, siger Store Manager for Aalborg Storcenter, Niels Adolfsen.
Aalborg City konstateres det også med stor glæde, at der nu er udsigt til nogle indbringende måneder:
- Butikkerne oplever i stor stil, at nordmændene er tilbage, og at de har taget den store tegnebog med. I forvejen brugte de mange penge, men det er klart, at de sammen med den opsparede rejselyst også har lidt ekstra penge med, så vi gør os klar i detailhandlen til at tage godt imod de norske gæster. De er i den grad velkomne og vil være et fantastisk supplement til julehandlen i år, siger City Manager Stephan Scheelke fra Aalborg City.