Folk der er ude og vandre

Certificeringsindsats for bæredygtig turismeudvikling

Foto: Photo by Angelo Pantazis on Unsplash

Dokumentér jeres bæredygtige tiltag og opdag nye potentialer inden for den grønne dagsorden gennem et individuelt certificeringsforløb.

I kan nu få hjælp hos Dansk Storbyturisme og MeetDenmark, der i et samarbejde inviterer turismevirksomheder indenfor erhvervsturismen og leisureturismen, til rådgivningsforløb, hvor virksomheder får gratis hjælp til at opnå en relevant bæredygtighedscertificering

Bæredygtighed er et internationalt konkurrenceparameter, der allerede er utrolig vigtigt for erhvervsturisterne - og i større og større grad bliver en vigtig faktor for leisureturister. Danmarks nye nationale strategi for bæredygtig vækst i dansk turisme har et stort fokus på grøn omstilling med et konkret mål for at øge antallet af certificeringer. Derfor er det en strategisk prioritet for Dansk Storbyturisme og MeetDenmark at bidrage til, at flere virksomheder i turismeerhvervet får en relevant bæredygtighedscertificering.

Vi inviterer nu til en række individuelle certificeringsforløb, hvor turismevirksomheder kan få hjælp til at nå hele vejen i mål med at opnå en certificering. Som led i forløbet er der afsat ressourcer til hele processen frem mod en certificering. Dette inkluderer bl.a. skræddersyet rådgivning og muligheden for tilskud til certificeringsfee.

Bliv klogere på certificeringer i ny miniguide

I dette projekt er der udarbejdet en miniguide til dig, der vil arbejde aktivt med bæredygtig udvikling gennem miljøcertificeringer og -mærker. Se miniguiden her.

Hvilke certificeringer kan man få hjælp til?

Valg af certificering afhænger af den konkrete virksomhed. Dog skal certificeringen kunne dække virksomhedens drift og være knyttet til bæredygtighed, miljøledelse eller lignende, som er verificeret af 3. part.

Hvis I allerede nu ved, hvilken certificeringsordning I ønsker, kan I notere det i ansøgningen. Er I i tvivl om hvilken certificering, der passer jeres virksomhed? Vi tager gerne et afklaringsmøde, hvor vi sammen taler om hvilken certificering der giver mening for jer.

Hvad kræver det af mig og min virksomhed?

Det kræver først og fremmest, at I er motiveret for at arbejde systematisk med bæredygtighed i jeres virksomhed og er interesseret i at opnå en certificering. Projektet er målrettet hoteller, eventbureauer, restauranter, venues, transportaktører, etc.

Derudover kræver det at jeres virksomhed arbejder med enten leisureturisme i en af de fire danske storbyer eller med erhvervsturisme (åbent for hele landet).

Mere praktisk kræver det, at I kan sætte tid af til et rådgivningsforløb. Hvor meget tid, det kræver af jeres virksomhed, varierer alt efter din virksomheds størrelse, nuværende niveau af bæredygtighed og hvilken certificering, I ønsker at arbejde hen imod. Desuden kræver det, at I har et dansk CVR-nummer og leve op til statsstøttereglerne om ikke at have modtaget mere end 200.000 € i offentlig støtte inden for de seneste 3 regnskabsår.

Sådan ansøger du

Der er åbent for ansøgninger. Ansøg online ved at udfylde ansøgningsskemaet her

Ansøgninger behandles løbende og du kan forvente svar indenfor to til tre uger fra du har ansøgt.

Om certificeringsindsatsen

Certificeringsindsatsen er et samarbejde mellem Dansk Storbyturisme og MeetDenmark samt destinationerne Wonderful Copenhagen, Destination Fyn, VisitAarhus og Destination Nord.

Indsatsen er en del af projektet Partnerskab for Bæredygtig Turismeudvikling.

Læs mere om projektet her

Projektet støttes af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Partnerskab for Bæredygtig Turismeudvikling

 

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse

Rebekka Schlippe
Kontaktperson

Head of Marketing & Development

rs@destination-nord.dk