Forår i Nordjylland
Det østlige Nordjylland har noget for både store og små! Og påsken er den ideelle tid til at opleve regionens charme, når mange steder åbner dørene og inviterer til unikke oplevelser.
Her får du inspiration til nogle af de skønneste forårsoplevelser i det nordjyske. Uanset om du drømmer om kunst og kultur, kulinariske madoplevelser, naturskønne eventyr eller sjove familieaktiviteter, så byder det østlige Nordjylland på et væld af muligheder! Men husk: Forårsvejret her kan være lunefuldt, så klæd dig på efter vejrudsigten, hvis du vil nyde alt det, der spirer og blomstrer i disse måneder.
Foråret er nemlig også kirsebærtræernes tid! Når de står i fuldt flor, forvandler de landskabet til et eventyrligt lyserødt skue. Vi anbefaler et besøg på Nørresundby Kirkegård, kun en kilometer fra Aalborg centrum, hvor de smukke træer typisk blomstrer i april og maj. Eller tag turen til Bislev nær Nibe, hvor hele 180 japanske kirsebærtræer farver den lille landsby i fortryllende nuancer.